• Nye fremskrivninger er rigtig godt nyt for landbruget, mener Venstres bagland

    Source: BDK Borsnyt / 25 Apr 2024 02:27:21   America/Chicago

    Torsdag kommer Københavns Universitet med en ny fremskrivning, der viser, at de danske skove optager langt mere CO2 end først antaget, skriver TV 2. Og det vækker stor begejstring i Venstres bagland. De danske skove, der hører under landbrug i klimaberegningerne, vokser hurtigere og bliver fældet senere. Derfor forventes det i de nye fremskrivninger, at skovene optager en million CO2 mere i 2030, og det bør afspejle CO2-afgiften på landbruget, der lige nu forhandles, mener flere i Venstres bagland. Det skriver TV 2, der har ringet rundt til landets Venstre-borgmestre. Mogens Gade (V), der er borgmester i Jammerbugt Kommune, synes, at det er en rigtig god nyhed og siger til TV 2, at det er »et straffespark at få«. Han mener, at de nye tal bør afspejles i en lavere afgift for landmændene. De grønne trepartsforhandlinger er ikke for alvor gået i gang endnu, men alt peger på, at et af de vigtigste temaer for forhandlingerne bliver en CO2-afgift på landbruget. Svarer-udvalget kom i februar med deres anbefalinger til tre modeller for en klimaafgift på landbruget. I alle tre modeller lander afgiften hos landmændene til stor frustration hos landmænd og en stor del af Venstres bagland. De nye fremskrivninger tyder på, at landbruget er kommet tættere på at indfri 2030-målene, og derfor bør kravene til landmændenes slækkes, mener flere af de adspurgte borgmestre. »Det er dejligt, at det kommer frem. Det her ændrer jo hastigheden af det, man skal i gang med, og hvor stort det skal være. Det synes jeg, at det gør,« siger borgmester i Morsøe Hans Ejner Bertelsen (V) til TV 2. Det har ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra økonomiminister Stephanie Lose (V), der leder de grønne trepartsforhandlingerne for regeringen. https://www.berlingske.dk/samfund/nye-fremskrivninger-er-rigtig-godt-nyt-for-landbruget-mener-venstres
Share on,